I praksis betyder Growth Mindset, at man lærer af fejl, øvelser og vedholdenhed, er måden man lærer på - og at man netop gennem bliver dygtigere på. Vi udfordrer og motiverer børn til at gå lidt længere, end de selv tror de kan, så de udvikler en større robusthed og styrke i situationer, der kan være svære. Vi har fokus på sammenhængen mellem trivsel og læring - for os går det hånd i hånd.

Søvn og morgenmad

Søv og morgenmad er vigtige ingredienser i en god hverdag. Vi ved alle, at for lidt søvn påvirker vores fysiske og psykiske overskud. En god nats søvn hjælper os blandt andet med: 

  • at regulere vores appetit og mærke mæthed. 
  • at reparere og vedligeholde celler og væv.  
  • at styrke vores immunforsvar. 
  • at bearbejde dagens hændelser og lagre dem i bl.a. langtidshukommelsen. 

Derfor anbefaler vi, at dit barn får 9-12 timers nattesøvn, hvis det er under 12 år.  
 
Morgenmadsspiserne tænker og husker bedre, er mere præcise og har mindre fravær. På skoler, hvor mange spiser morgenmad, oplever man mere ro, bedre koncentration og højere trivsel. Som en del af en sund livsstil, påvirke morgenmad børns sundhed og velvære. Derfor opfordrer vi jer til at spise morgenmad.  

Mødetid 

Vi forventerat I sørger for at jeres barn møder i skole til tiden. At møde til tiden har stor betydning for at barnet kommer godt fra start og ved, hvad dagen bringer. Derudover giver det hele klassen en start uden unødige forstyrrelser.

Færdsel

Når dit barn starter i skole, bliver det også trafikant. Barnet skal lære at begå sig sikkert i trafikken. Øvelse gør mester, og det er en god ide, at du øver skolevejen sammen med dit barn. 

Det er sundt for dit barn at gå eller cykle i skole. Samtidig ruster det sig gradvist til at blive mere selvstændig i trafikken. Frederiksbjerg Skole har en skolepatrulje, som hjælper børnene med at krydse vejen ved Skt. Annagade og Ingerslev Boulevard. Har du brug for at sætte dit barn af, så det er sikkert for både små og store trafikanter, kan det ske på Ingerslev Boulevard langs med skolen. Har du brug for at parkere, så du kan følge dit barn ind i klassen, så er det muligt at parkere forskellige steder rundt om skolen.

Den første læsning

Skolens læsevejleder inviterer jer til et møde om den første læsning efter et par måneders skolegang. Her bliver I orienteret om, hvordan I bedst hjælper jeres barn med læsningen. Allerede fra skolestart kan I støtte jeres barn. 

Før I læser: 

  • læs bogens titel, forfatterens og illustratorens navn tale om billedet på bogens forside 
  • tale om, hvad bogen kan handle om 
  • læse på bogens bagside 
  • se på indholdsfortegnelse og kapitler 
  • bladre i bogen og tale om billederne 
  • tale om, hvad dit barn allerede ved om det emne bogen handler om 
  • du hjælper også dit barn, hvis I taler om, hvordan ord og bogstaver ser ud og lyder 

Mens I læser: 

  • tale om, hvad ord eller vendinger betyder 
  • tale om, hvad I ser på billederne 
  • pege på billeder og tekst 
  • læse et afsnit ad gangen og tale om, hvad det bogen handler om 
  • tale om, hvad I tror, det næste afsnit handler om 
  • hjælpe dit barn til at gætte og fortæller

Efter I har læst: 

  • tale om, hvad bogen handlede om 
  • se på bogens billeder og tale om indholdet ud fra dem  
  • tale om ting dit barn genkender fra hverdagen eller andre bøger 
  • tale om det dit barn synes er mest spændende eller overraskende i bogen 
  • tale om nye ord og bruge ordene fra bogen i mange andre sammenhænge