Gå til hovedindhold

Hvis dit barn har særlige behov

Nogle børn har brug for støtte og særlige aftaler i skoletiden for at trives fagligt og socialt. Vi har mange indsatser, som kan hjælpe. Alle indsatser og aftaler sker i tæt samarbejde mellem skole og hjem.

Indhold

    På Frederiksbjerg Skole gør vi alt, hvad vi kan, for at hjælpe alle børn til trivsel såvel fagligt som socialt. 

    Engang imellem er der børn, som har brug for en ekstra hånd, og derfor har vi et beredskab på skolen, som træder til med hjælp på forskellig vis, når børn er i vanskeligheder. Skolen har uddannede læsevejledere, matematikvejledere og specialpædagogiske resursepersoner. 

    Der kan være tale om faglig hjælp til ordblindhed, matematikvanskeligheder, udfordringer med overblik, koncentration eller andet. Når der er behov for det, samarbejder vi – sammen med dig som forælder – med skolepsykologen, tale- og hørekonsulenten, læsekonsulenten, sundhedsplejersken, børne- og ungelægen eller familieafdelingen i Socialforvaltningen. 

    Skubkursus i begynderdansk/begyndermatematik 

    Skolen tilbyder faglige skub-forløb til børn i indskolingen, der har brug for lidt ekstra hjælp for at komme videre med dansk eller matematik. Forløbet ligger i en afgrænset periode, som aftales med barnets lærer.  

    Eleven vil som regel blive tilbudt undervisning, enten alene eller i en lille gruppe, 1-3 gange om ugen i den fastsatte periode. Vi tilstræber, at timerne ligger på det tidspunkt, hvor eleven normalt har dansk eller matematik.  

    Ved forløbets start vil forældre og lærere blive informeret om undervisningens indhold, og om hvordan der støttes op om forløbet hhv. hjemme og i klassen. Ofte vil der være nogle opgaver, der skal løses hjemme.  

    I nogle tilfælde vil vi tilbyde et forløb hvor resurseteamlæreren deltager i klassen med henblik på at hjælpe den enkelte elev og give vejledning til faglæreren. 

    Ved forløbets afslutning laver resurseteamlæreren en evaluering og sender den til forældrene og faglæreren. Faglæreren og resurseteamlæreren laver i samarbejde en handleplan for den fremadrettede indsats i klassen. 

    Ordblindhed

    Når et barn testes ordblind, har skolen procedurer for, hvordan vi hjælper barnet bedst muligt. 

    Skolen stiller it-udstyr til rådighed for eleven, så længe eleven går på skolen. Efter behov får eleven rådighed over en computer. Hertil hører høretelefoner og eventuelt en taske. Udstyret er sat op til at hjælpe eleven bedst muligt i læse- og skriveudviklingen. 

    For at eleven og forældrene kommer godt i gang med at bruge det nye udstyr, tilbyder resurseteamet et lille kursus til eleven. Her vil eleven blive introduceret til de grundlæggende værktøjer og materialer. Derudover sørger vi for, at eleven og lærerne kommer på NOTA, som er en hjemmeside, hvor elever med ordblindhed har adgang til lydbøger etc. 

    Læsevejlederen og teamet omkring eleven afholder et intromøde med elevens forældre og udarbejder hvert år en handleplan for eleven.  

    Ordblindenetværk

    Alle elever med ordblindhed på Frederiksbjerg Skole indgår i et ordblindenetværk. Alle ordblinde elever mødes en gang i kvartalet, hvor it-rygsæk-vejlederen og læsevejlederen giver forskellige input. I netværket bliver eleverne placeret i makkerpar, hvor de kan hjælpe og inspirere hinanden. Makkerpar mødes 1 gang om måneden. 

    Resurseteamet

    Resurseteamet arbejder også med børn og unges trivsel samt udvikling af inkluderende fællesskaber på Frederiksbjerg Skole. Resurseteamet består af lærere og pædagoger med forskellige efteruddannelser og kompetencer, der dækker det specialpædagogiske felt inden for udvikling af inklusion. 

    I udviklingen af inkluderende fællesskaber bidrager resurseteamet med en bred vifte af tilbud. Alt sammen med det fokus, at lærere og pædagoger fortsat kan være nysgerrige, handlende og reflekterende i forhold til egen praksis. Resurseteamet tilbyder: 

    sparring og vejledning individuelt eller i grupper 
    almen og specialpædagogisk rådgivning
    interventionsforløb i klassen eller børnegruppen 
    deltagelse i forældremøder, samarbejdsmøder og netværksmøder

    Der er fokus på at skabe sammenhæng og helhed i børn og unges hverdag. Resurseteamet har stor indsigt i og viden om de sammenhænge, som  børn og unge er en del af i deres liv og understøtter deres udvikling.  

    Oasen

    Oasen er et tilbud til de elever, der har brug for en pause i hverdagen eller ikke trives. Skolen tilbyder særligt tilrettelagte forløb for børn, der i perioder har det vanskeligt enten fagligt eller socialt. Børn kan komme og gå efter behov eller aftale.
     
    Det er skolens intension at skabe et rum, hvor børnene kan lade op, finde ro og forberede sig på at gå tilbage til et større fællesskab. I Oasen arbejder vi ud fra pædagogiske strategier, der skaber et forudsigeligt, overskueligt og trygt arbejdsmiljø for eleverne. Vi arbejder med individuelt tilrettelagte forløb for at styrke børnenes deltagelsesmuligheder i klassefællesskabet. I Oasen arbejder vi også med: 

    at give eleverne faglige succesoplevelser
    at eleverne træner faglige færdigheder i et lille forum med en meget tydelig rammesætning
    at eleverne bliver fortrolige med begrebet powerbreak og efterhånden kan anvende disse i undervisningen i klassen 

    Sidst opdateret: 26. august 2024